Hvad er en vares oprindelse? Forstå EU's oprindelsesregler

Af Jesper Toft

At kende en vares oprindelse er en afgørende, men ofte kompliceret, del af international handel. Oprindelsen er ikke det land, varen sendes fra, men det land, hvor den er fremstillet. Den afgør, hvilken told I betaler, om varen er ramt af antidumpingtold eller kvoter, og om I kan få nedsat told eller toldfrihed.

Oprindelse eller afsenderland: Hvad er forskellen?

En vare, der er produceret i Kina og sendt fra et lager i Holland, har kinesisk oprindelse. Afsenderlandet er Holland, men det er uden betydning for oprindelsen. Mange fejl opstår, fordi de to ting blandes sammen i stamdata og på fakturaer.

EU skelner mellem to typer oprindelse: ikke-præferenceoprindelse og præferenceoprindelse. De har forskellige formål og forskellige regler.

Ikke-præferenceoprindelse: Varens nationalitet

Ikke-præferenceoprindelse kan beskrives som varens nationalitet. Den bruges til statistik, mærkning som 'Made in', og til handelspolitiske tiltag som antidumpingtold og kvoter.

Hovedreglen er, at varen enten skal være fuldt ud fremstillet i ét land, fx korn dyrket i Danmark, eller have gennemgået sin sidste væsentlige forarbejdning i landet. Er varen lavet af materialer fra flere lande, får den oprindelse der, hvor den sidste væsentlige, økonomisk begrundede forarbejdning fandt sted.

Præferenceoprindelse: Adgang til nedsat told

Præferenceoprindelse bruges under EU's frihandelsaftaler, fx med Storbritannien, Sydkorea og Japan, og under ensidige ordninger som GSP for udviklingslande. Formålet er alene at give adgang til nedsat told eller toldfrihed.

For at få præferenceoprindelse skal varen opfylde de oprindelsesregler, der står i den enkelte aftale. Reglerne er som regel mere detaljerede og strengere end reglerne for ikke-præferenceoprindelse.

Listereglerne: Tre typer krav

Oprindelsesreglerne, også kaldet listeregler, er fastsat pr. varekode. De falder typisk i tre typer. En værdiregel siger, at materialer uden oprindelse højst må udgøre en bestemt procentdel af varens pris ab fabrik. Et krav om skift i tarifposition betyder, at den færdige vare skal have en anden varekode end de importerede materialer. Og et teknisk krav betyder, at en bestemt forarbejdning skal være sket, fx vævning af garn til stof.

Minimal behandling som ompakning, sortering eller simpel samling giver aldrig præferenceoprindelse. Materialer fra andre aftalelande kan i mange tilfælde medregnes via kumulation.

Oprindelsesbeviser: EUR.1, oprindelseserklæring og leverandørerklæring

For at importøren kan få præferencetold, skal der være et gyldigt oprindelsesbevis. I nogle aftaler bruges et EUR.1-varecertifikat udstedt af toldmyndighederne. I mange nyere aftaler, fx med Storbritannien og Japan, bruges i stedet en oprindelseserklæring, som eksportøren selv skriver på fakturaen eller et andet handelsdokument.

Som eksportør bygger I jeres egen dokumentation på leverandørerklæringer fra jeres leverandører. De skal være gyldige og dække de varer, I bruger.

Få hjælp til jeres varers oprindelse

Fejl i oprindelsen kan give efteropkrævning af told, bøder og tab af handelsfordele. Hos Toft/Mikkelsen hjælper vi med at fastlægge jeres varers oprindelse, udnytte frihandelsaftalerne og sikre dokumentationen, også i sager med Toldstyrelsen. Kontakt os for en uforpligtende snak.